Folder om trykbølgebehandling

Peyronies sygdom: Årsag, symptomer og behandlingsmuligheder

Hvad er peyronies sygdom?

Peyronies sygdom, også kaldet ”peyronies plaque” er for mange en ukendt sygdom trods at tilstanden i Danmark rammer ca hver 10. mand i alderen 40-55 år.

Peyronies er en benign tilstand, det vil sige den ikke er livstruende på nogle måder, men kan til gengæld have meget stor indvirken på den enkelte mands livskvalitet ved indirekte eller direkte at påvirke den seksuelle sundhed og funktion.

Peyronies sygdom er klinisk karakteriseret ved knudedannelser penis, tiltagende krumning af penis og eventuelt smerter ved rejsning, samt risiko for udvikling af, eller forværring af eksisterende rejsningsbesvær.

Diagnosen stilles af en urolog, dvs en læge der er specialist indenfor urinvejssygdomme.

Sygdommen viser sig i mange forskellige grader, uden at man ved hvorfor nogle rammes hårdere end andre. Nogle mænd vil formentligt ikke engang lægge mærke til det eller føle behov for at gå til læge, andre mænd vil blive ramt så hårdt at det er umuligt at gennemføre samleje enten på grund af deviationen på penis eller grundet smerter ved rejsning.

Man kender ikke årsagen til hvorfor hver 10. mand udvikler peyronies sygdom. I visse tilfælde kan mændene dog berette om et traume (knæk eller fraktur) af penis i erigeret tilstand, hvor der efterfølgende er opstået peyronies lignende arvæv i området.

Hvorfor krummer penis ved rejsning?

Knudedannelserne sidder oftest på ryggen af penis, dog ikke altid og udtrykket kan variere meget fra mand til mand. Knudedannelsen kommer på baggrund af inflammation eller snarere irritation i hinden der omkranser svulmelegemerne i penis. Hinden er normalt meget elastisk hvilket er nødvendigt for at penis kan fyldes med blod ved rejsninger og ændre størrelse. I det plaque ramte område, vil hindens elastisitet ikke længere være til stede.

Dette er årsagen til at penis får en deviation eller krumning under rejsninger samt årsag til at det kan være smertefuldt at få en rejsning. Nogle mænd er ramt således at penis næsten ”drejer” eller snurrer rundt ved erektion.

(Nogle mænd har en medfødt skæv penis, en såkaldt krummerik – dette kan ikke sammenlignes med peyronies sygdom, selvom ordet krummerik ofte også anvendes i dén anledning).

For tidlig sædafgang

Hvordan starter peyronies sygdommen?

Det første manden bemærker, er typisk (men ikke altid) smerter eller strammende fornemmelse ved rejsning. Denne fase er den aktive første fase, hvor inflammationen er påbegyndt i et eller flere områder i penis. Fasen kan have en varierende længde fra nogle få måneder op til 1 år.

I den efterfølgende anden fase, er sygdommen faldet til ro og smerterne eller ømheden er aftaget. Knudedannelsen er nu ”færdig” og den enkelte mand kan vurdere hvad han står tilbage med både i forhold til hvor udtalt deviation/drejning der er kommet, samt vurdere hvor meget der er påvirket i forhold til rejsningsfunktionen. Hele processen for de to faser samlet, kan vare op til 18 mdr.

Rejsningsfunktionen kompromitteres både fysisk af den nedsatte blodcirkulation til området, men også af psykiske årsager fordi penis kan se anderledes ud ved rejsning. Manden kan være angst for at der opstår smerter eller knæk på penis ved samleje og han kan træffe at at være skamfuld overfor en partner når han skal vise sig nøgen og med rejsning. Desuden kan eventuel nedsat rejsningsfunktion gøre at troen på at samlejet kan gennemføres, er påvirket, hvilket kan udmunde i yderligere psykologisk betinget rejsningsbesvær.

Behandlinger til peyronies sygdom

Operation:

Der findes desværre ingen behandlinger, hverken medicinske eller kirurgiske, der kan fjerne knuderne i penis. Hvis deviationen er meget udtalt, dvs. over 30 grader og det ikke er muligt at gennemføre samleje, kan der tilbydes operation. Dette tilbydes først når sygdommen er ”brændt” ud.

Operationen udføres typisk på den modsatte side af penis i forhold til selve plaquet. Vævet trækkes sammen og syes, således penis bliver lige ved erektion. Penis afkortes 1-3 cm ved denne metode, og der er risiko for udvikling af eller forværring af rejsningsfunktionen. Mange mænd er dog tilfredse med resultatet fordi funktionen af penis og udseendet af penis er mere normalt end inden. Operation udføres først efter den aktive fase af sygdommen er slut, idet der ellers er risiko for genoperation.

ESWT, også kaldt fokuseret trykbølgebehandling

ESWT behandling er en relativt ny behandlingsmetode mod peyronies sygdom. Behandlingen tilbydes blandt andet på sexologisk klinik OUH og kan gives både i første og anden fase af sygdommen.

Hvis der er mange smerter i første fase kan behandlingen reducere smerterne markant og der er ligeledes tegn på at behandlingen kan reducere den inflammatoriske proces, således udviklingen af plaques reduceres og dermed nedsætter graden af deviation i sidste ende.

ESWT behandlinger kan ligeledes gives i anden fase af sygdommen hvor plaquet er færdigudviklet og der ikke længere er smerter.  ESWT behandling med høj styrke lader til at kunne gøre knuderne ustabile eller mere modelérbare. Herved kan manden ved hjælp af daglige strækøvelser af selve penis og de hårde områder, gøre plads til mere  blodcirkulation i området. Behandlingen stimulerer desuden noget af det raske væv til at danne nye små blodkar og nervebaner i det lokale væv omkring plaques´ne.

ESWT behandlingen kan reducere deviationen på penis med 5-40%. Effekten afhænger blandt andet af om den enkelte mand er motiveret og effektivt arbejder med plaquet i form af strækøvelser og eventuelt brug af penispumpe i perioden hvor ESWT behandlingen gives og de efterfølgende måneder efterfølgende. Ofte er det mange måneder efterfølgende at træningen er nødvendig.

Meget få tilbyder behandling med ESWT i privat regi mod peyronies sygdom og det er under alle omstændigheder meget vigtigt, at blive set og diagnosticeret af en urolog inden man begiver sig ud heri.

Det er ligeledes yderst vigtigt at det pågældende behandlingssted har en anerkendt ESWT maskine til urologiske formål. Trykbølgemaskiner findes i store variationer og til et utal af forskellige lidelser. Urologiske sygdomme deriblandt peyronies sygdom, skal behandles med én til formålet godkendt maskine, anbefales fra sexologisk klinik OUH.

Længere nede på denne side, kan du se et klip fra TV udsendelsen om ESWT behandling og peyronies sygdom. Det stammer fra lægens bord med Peter Qvortrup Geisling og Overlæge og Professor Lars Lund fra Sexologisk klinik OUH.

Stamcellebehandling

Stamcellebehandling er én af de nyeste kirurgiske behandlingsindgreb der arbejdes på, men behandlingsmetoden er endnu ikke etableret som en fast behandlingsmulighed. Der bliver i øjeblikket forsket meget i metoden her i Danmark, og flere mænd gennemgår i efteråret 2022 operation med stamceller (via Esbjerg sygehus), dog kun i studieregi. Hvis studiet viser sig at have gunstig effekt og være sikker, vil mange patienter med peyronies sygdom fremadrettet kunne blive tilbudt behandlingen. Det er urolog og sexolog Majken Wiborg der står for studiet. Hun forventer de første resultater af pilot projektet er klar december 2023

Kosttilskud

Der findes flere typer af kosttilskud og naturmedicin som angiver at de virker mod inflammatoriske tilstande i kroppen, deriblandt peyronies sygdom. Det kan ikke afvises at de gør, men der ligger heller ingen (mig bekendt) valid dokumentation herfor, og det anbefales derfor ikke i det etablerede sundhedsvæsen at man tager kosttilskud i den henseende. Prøv dig frem, og mærk hvad der virker for dig, men køb dig ikke fattig.

Medicinske behandlinger:

Jeg er bekendt med enkelte medicinske præparater, som der i få tilfælde ordineres til mænd med peyronies sygdom. Det er medicin som modificerer ved hormonbalancen og som skulle være medvirkende til at blødgøre plaquet og dermed nedsætte deviationen ved rejsning. Denne behandling er ikke standart behandling, og man er ikke sikker på effekten.

Der findes derudover medicinske præparater der er beregnet til indsprøjtning i penis direkte ind i plaquet. Disse indsprøjtninger udføres kun af en urolog der er særlig oplært. Desværre er denne behandlingsmulighed for kort tid siden ikke længere mulig i DK på grund af prisen på medicinen versus effekten.

VIGTIGT – Hvad kan du selv gøre mod peyronies:

Det er meget, meget vigtigt at du selv gør en indsats når du er ramt af peyronies sygdom. Jeg har desværre erfaring for at det ikke altid er den besked der gives til de mænd der får diagnosen stillet.

De ting du selv kan gøre er:

  1. Sørg for at få så mange rejsninger som muligt og som du orker! Det gælder både rejsninger ved onani, morgen eller natlige rejsninger, samt rejsninger til brug ved samleje.
  2. Du bør lave manuelle strækøvelser af penis hvilket er nemmest når der er rejsning. Strækøvelserne laves ud fra hvordan den enkeltes deviation har udviklet sig. Dvs. er deviationen opad og ind mod maven, skal strækøvelserne laves ved at manipulere penis i modsatte retning- altså nedad. Drejer penis mod højre, skal strækøvelsen laves mod venstre og så fremdeles. Der anbefales 2 x 5-10 minutters manipulation om dagen.
  3. For de fleste mænd er det svært at overskue at have flere rejsninger om dagen der skal bruges til strækøvelser. Det kan selvsagt være svært at få rejsningen til at holde, når det ikke nødvendigvis er super behageligt at lave strækøvelser (det skal dog ikke gøre ondt). Derfor er det for de fleste mænd ganske gavnligt at købe sig en medicinsk godkendt penispumpe som kan generere en kunstig rejsning ved hjælp af vakum. Rejsningen holder fortsat når cylinderen er taget af fordi der medfølger penisringe der monteres ved roden af penis og som mekanisk afklemmer blodets tilbageløb til kroppen. Det gør det herved lettere at få lavet de 2 x 5-10 minutters strækøvelser om dagen. Man må anvende penisring i maksimalt 30 minutter af gangen.
  4. Varme og massage i området er gavnligt og kan ikke gøres for tit. Det hårde plaque væv er nemmere at modellere med når området/vævet er varmet op ligesom er tilfældet for muskler og led.
  5. Ordination af rejsningsfremmende medicin er gavnligt (hvis du tåler det) fordi det giver en mere hård rejsning og generelt øger trykket i svulmelegemerne og dermed laver pres på det/de hårde områder i penis.
  6. Strækbehandling af penis i ikke erigeret tilstand, kan også anvendes som supplement. Der findes også her hjælpemidler som er medicinsk godkendt til formålet og hvor studier har vist at både længden af penis øges samt deviationen mindskes. Der er lidt forskel på de forskellige modeller til dette formål, både deres udseende, hvor lang tid de skal anvendes ad gangen samt perioden de skal bruges i.
  7. Hvordan har du det rent psykisk? Mange oplever at få en mavepuster, et kæmpe tab og sorg når de rammes af peyronies sygdom. Der kan være flere årsager hertil, og de er alle lige vigtige at adressere ligesom de fysiske ting der er listet op ovenfor. Mænd med peyronies sygdom kan blive ramt på deres mandighed, kropsopfattelse og rejsningsfunktion hvilket kan have stor betydning for den enkelte hvad enten man er i parforhold eller single.
  8. Bækkenbundstræning er essentielt fordi det øger blodcirkulationen til hele underlivet og dermed også til rejsningen hvilket er gavligt af samme årsag som noteret under det rejsningsfremmende medicin.

Rart at vide om peyronies sygdom

Alle de ovenfor nævnte hjælpemidler mm kan du få yderligere og individuel information om hos mig i min klinik.

De fleste af hjælpemidlerne kan du desuden se og mærke inden du eventuelt beslutter dig for at købe et eller flere af dem.

Jeg har et samarbejde med 2 dygtige sexologer som begge sælger medicinsk godkendte hjælpemidler til formålet og som er eksperter på området samt har fuld tavshedspligt hvis du kontakter dem:

Seksuelle produkter | Sexolog og sygeplejerske – Else O Shop

Penispumpe, erektion | HJMKshop

Brænder du inde med spørgsmål om peyronies sygdom, behandlingsmuligheder, prognose eller ønsker du at høre om ELLER modtage ESWT behandling hos mig, er du meget velkommen til at kontakte mig pr telefon eller mail. Du har også mulighed for at booke en online tid til en uforpligtende forsamtale.

Hos sexologodense vil du modtage samme ESWT behandling som der tilbydes på sexologisk klinik OUH. Der anvendes samme og kraftige type maskine fra Storz Medical.

Jeg er personligt oplært af Professor Lars Lund i behandlingsmetoden med ESWT mod peyronies sygdom.

Nedenfor kan du se et klip hvor Professor Lars Lund interviewes i Lægens bord.

Book en aftale

Her kan du sende en forespørgsel på en konsultation. Det hele er naturligvis helt uforpligtende.

Send

Kort sagt

  • Rammer ca hver 10. mand i alderen 40-55 år
  • Man kender ikke årsagen til hvorfor hver 10. mand udvikler peyronies sygdom
  • Diagnosen stilles af en urolog
  • Det kan være smertefuldt at få en rejsning
  • Smerter eller strammende fornemmelse ved rejsning kan være tegn på peyronies sygdom

Behandlinger – kort sagt

  • Der findes ingen behandlinger – hverken medicinske eller kirurgiske – der kan fjerne knuderne i penis
  • Der kan tilbydes operation, men først når sygdommen er ”brændt” ud og operationen vil ikke fjerne de hårde knuder.
  • ESWT behandling er en relativt ny behandlingsmetode mod peyronies sygdom
  • Stamcellebehandling er én af de nyeste kirurgiske behandlingsindgreb der arbejdes på
  • Der findes flere typer af kosttilskud som angiver at de virker mod inflammatoriske tilstande i kroppen, deriblandt peyronies sygdom, men der er ingen evidens for at det virker. Du vil derfor ikke af en specialist få af vide at du skal spise noget bestemt eller undgå andet bestemt, når du har fået konstateret peyronies sygdom.