1: Hvornår har du sidst været ved din læge?
Henvend dig ved din læge hvis din rejsningsfunktion langsomt er blevet forværret over måneder eller år. Nedsat rejsningsfunktion kan være et tidligt tegn på hjerte-kar sygdom, derfor er det vigtigt som minimum at få målt dit blodtryk, dit kolesteroltal og dit blodsukker.
2: Motion?
At dyrke sex er sundt, men også hårdt, specielt hvis konditionen ikke er vedligeholdt. Efter de 40 år er rundet, kan manglende kondition påvirke rejsningsfunktionen negativt. Det anbefales at du dagligt laver en form for fysisk aktivitet der får dig hen til ”snakkegrænsen”, dvs. at du ikke kan sige en hel sætning uden at skulle trække vejret. Mange laver aktiviteter hver dag såsom gang og cykling hvilket også er rigtig fornuftigt, men i rejsnings-henseende er det vigtigt at du også kardiotræner, således pumpen (hjertet) ”bag rejsningen” styrkes og dermed kan præstere når du er seksuelt ophidset og ønsker en hård rejsning.
Forslag til kardiotræning: Løb eller power-walk, roning, stepmaskine, spinning, hurtig gang op ad trapper, badminton, div. holdtræning osv. – alt dét der giver dig sved på panden og kompromitterer din vejrtrækning når du er i gang.
Har du problemer med knæ, hofter, ryg eller lignende, kan det være svært at finde en motionsform der netop kan ovennævnte. Her findes der eksempelvis træningshold ved fysioterapeuter som kan inspirere til hvilken type af kardio træning der passer netop til dig, og som tager hensyn til de begrænsninger du har.
Link til eksempler på fysioterapeuter der samler mandehold: https://aarslevfysioterapi.dk/ eller https://bryggergaardenfys.dk/
3: Bækkenbundstræning – ikke kun for kvinderne
De fleste mænd tænker ikke over at de har en bækkenbund, men for at spore dig ind på din egen, kan jeg fortælle dig at det er de muskler du aktiverer hvis du holder tilbage på en prut eller på afføring. Det er ikke helt så simpelt at træne bækkenbunden, men det er dén muskelgruppe du skal have fat i. Du kan formentligt også nikke genkendende til at du kan ”vippe” lidt med penis både i slap og i erigeret tilstand. Her er det den forreste del af bækkenbundsmuskulaturen du aktiverer når du ”vipper”.
Træning af bækkenbunden er enormt vigtigt af flere årsager. Bækkenbunden er én stor muskel der ved specifik træning får øget blodcirkulationen. Når der er øget blodcirkulation til bækkenbunden, er der øget blodcirkulation til dine kønsdele, hvilket er essentielt for en god og fast rejsning der ikke mister pusten under samlejet. Derudover er bækkenbunden dén som styrer din penis´ retning når der er erektion. Dvs. har du en rejsning der står op ad maven, har du en veltrænet bækkenbund. Er rejsningen mere vandret ved fuld erektion, kan du helt klart gavne af at træne din bækkenbund. Din rejsning bliver herved hårdere, mere udholdende og kan igen stå mere lodret, som da du var yngre.
Her kan du se eksempler på hvordan du træner din bækkenbund:
https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/ditliv/roer-dig-godt/raad-redskaber/baekkenbundsoevelser-for-maend/
4: Dyrk sex (ofte)
At dyrke sex er træning i sig selv og det er sundt for både sjæl og krop. Jo mere du dyrker sex, des mere vedligeholder du din egen evne til at gennemføre samleje, og du investerer samtidig i din egen sundhed og fremtidige rejsningsfunktion. Forskningen viser at vi er seksuelt aktive til langt op i alderen- ja faktisk indtil der er noget fysisk, psykisk eller kognitivt der kommer i vejen herfor, så det er bare med at vedligeholde sagerne.
Hvis du er single eller ikke har en fast partner, så husk præventionen. Flere kønssygdomme og seksuelt overførte vira såsom klamydia, herpes, HIV, gonorré med flere, ses stigende igen. Kønssygdommene rammer ikke kun de unge (længere), men også mænd og kvinder der er 50+
5: Onanér (ofte)
At dyrke sex med dig selv er absolut også træning og vedligeholder rejsningsfunktionen som sex også gør. Jo flere rejsninger du har i løbet af en uge, jo mere investerer du i din egen fremtidige seksuelle formåen og udholdenhed. (Alle rejsninger gælder som træning, både morgen og natlige rejsninger, sex med partner og onani) Der er ingen der løber tør for sæd eller slider for meget på evnen af den årsag, tværtimod! Jo ældre en mand er, des længere tid går der imellem han kan få rejsning og udløsning, hvilket er ganske naturligt. Onani behøver dog ikke at udmunde i en udløsning for at det er ”træning”. Bare dét at du laver lidt onanibevægelser, eksempelvis i badet selvom det ikke er meningen at det skal blive til noget, dét er også træning. Bevægelserne aktiverer blodcirkulationen til kønsorganer helt automatisk.
6: Skod smøgerne og hold dig til sundhedsstyrelsens anbefaling om alkoholgrænser
Hvis du ryger, bør du overveje at stoppe. Rygning øger arteriosclerose tendensen- d v s dine blodkar forkalker hurtigere end hvad der forventes aldersmæssigt at ske. Man ved fra forskning, at 70-80% af dem der har rejsningsproblemer, har det på baggrund af åreforkalkning. Det er aldrig for sent at stoppe med at ryge.
Alkohol er som sådan ikke ødelæggende for rejsningsfunktionen (hvis du holder dig til de anbefalede mængder) men er du påvirket af alkohol, sløres dine sanser og dit fokus og kan derved påvirke rejsningsfunktionen den pågældende dag. For nogle kan alkohol dog være et middel til overhovedet at turde at henvende sig til en potentiel partner.
7: Sover du godt?
En god og stabil lang nattesøvn er vigtig for at din krop fungerer optimalt, også din seksualitet. Spørg dig selv om du føler dig udhvilet om morgenen? Hvordan er dit søvnmønster egentlig? Sover du mellem 6-8 timer hver nat?
Søvn apnøe er en lidelse der blandt andet kan påvirke din rejsningsfunktion. Det er en skrøne at det kun overvægtige mennesker der lider af søvn apnøe.
Lyt til din partner hvis du har en sådan. Han/hun vil formentligt kunne berette om hvordan du trækker vejret når du sover og om du ligger meget uroligt. Snorker du meget eller har du længere pauser imellem dine vejrtrækninger, kan dette være et tegn på at der er noget galt.
Løsningerne kan være simple såsom en bedre madras og hovedpude der passer specielt til dig. Drik ikke kaffe eller energidrik 4 timer før du skal i seng. Sluk din telefon og TV gerne 1 time før du går i seng. Hav en god rytme, hvor du går i seng cirka samme tid hver dag. Soveværelset skal gerne være køligt og roligt.
Hvis disse tiltag ikke hjælper, så snak med din læge om dine symptomer.
8: Stress?
Stress på arbejdet og/eller i privatlivet kan begge influere på din rejsningsfunktion og din generelle seksuelle lyst/libido.
Der findes både sund stress og sygelig stress, men det er den der er potentielt sygelig som du skal undgå. Den stres du mærker under et par dages travlhed med mange gøremål eller pres før en deadline på arbejdet, er ikke usund, men derimod med til at holde os i gang og være motiveret og nytænkende. Så snart presset overgår til vedvarende manglende overblik, konstant knugende fornemmelse i maven fordi du er bagud med mails, med dit arbejde, dårlig samvittighed fordi du ikke er til stede rent mentalt når du kommer hjem, eller kan slappe af- så er det potentielt sygeligt og du anbefales her at prioritere din hverdag og arbejdsliv anderledes.
Længerevarende stress kan være livstruende og kan forårsage både psykiske og fysiske symptomer:
Hjertebanken, koncentrations- og hukommelsesbesvær, søvnproblemer, mareridt, angstsymptomer, irritabilitet og øget temperament, alle symptomerne kan være de første tegn på stress. Husk at søge læge hvis du ikke selv magter at ændre i dit livsmønster eller hvis du oplever ovenstående fysiske symptomer.
9: Hvad tænder du egentlig på?
Bliver du i din nuværende relation stimuleret både psykisk og fysisk som du ønsker det? Ved du hvad du selv tænder på? Ved du hvad din partner tænder på? Eller tror du at du ved det? Din rejsningsfunktion er ganske afhængig af den stimulering der ligger forud for rejsningen, både den fysiske og den psykiske stimulering.
Som årene går og vi bliver ældre, bliver det mere og mere vigtigt at den seksuelle stimulering passer til dig, udfordrer dig, gør dig nysgerrig, tænder dig osv.
Det kræver en investering af både dig og din partner at vedligeholde gnisten og nysgerrigheden i sexlivet. Efter mange års ægteskab eller samliv, kan sex for nogle blive trivielt og måske lidt kedeligt- det kan der være mange grunde til. Det vigtigste er dog at vide at vi alle kan ”tændes” igen.
Så det kræver at du er klar til at tage initiativ og reflektere over hvad du egentlig selv finder dejligt og rart, find ud af hvad der tænder dig og formidl dette til din partner så han/hun kan efterleve eller forsøge at tilfredsstille dine behov. Vær samtidig nysgerrig for hvad din partner kunne have lyst til. Selvom man i et parforhold kender hinanden godt på mange fronter, er der mange der ikke kender hinandens reelle seksuelle grænser og lyster og det kan i sig selv være pirrende at undersøge det, ved bare at snakke om det. Kommunikation er ganske essentiel her. Nogle har behov for at snakke med en rådgiver eller terapeut for at komme godt i gang hermed.
10: Er du overvægtig?
Er du overvægtig kan det have en betydning for din rejsningsfunktion, dels grundet det beskrevne under punkt 1, 2, 7 og punkt 11, men også fordi fedtceller stimulerer produktionen af hormonet østrogen.
Begge køn har østrogen naturligt i sig, men mænd har fra naturens side, langt mindre østrogenniveauer end kvinder. Mænd der er overvægtige, har dog noget højere østrogenniveauer i blodet end mænd der ikke er overvægtige. Uden at gå nærmere ind i en meget indviklet biokemisk forklaring lader det til at østrogen undertrykker testosteronniveauet. Der er enten et højt niveau af det ene hormon eller det andet.
Hvis du taber dig og får mere muskelmasse, øger du automatisk dit testosteronniveau fordi østrogenniveauet falder i takt med at fedtprocenten mindskes. Desuden styrker du din krop generelt og får mere energi (blandt andet til at dyrke sex).
11: Testosteron- det mandlige kønshormon
Testosteron er et vigtigt hormon for både mænd og kvinder til rigtig mange kropsfunktioner.
Begge køn har testosteronproduktion, men mænd har meget mere fra naturens side. Specielt for manden har hormonet stor betydning for libido, rejsningsfunktion, muskler, temperament og generel energi. En ung mand på 20 har et naturligt højt testosteronniveau, men det er meget individuelt fra mand til mand hvor højt det ligger. Reference- eller normalværdien for hvad et normalt testosteronindhold er, er meget bred. Nogle har så at sige et medfødt højere niveau end andre men uden at der er noget galt eller behandlingskrævende i det.
Ved omkring 40-års alderen falder testosteronniveauet langsomt og naturligt- de fleste mærker ikke til ændringen som sådan, men kan ved nærmere eftertanke nikke genkendende til at de var mere virile og lystbetonede i deres yngre år end de måske er nu. Førhen skulle der mange gange heller ikke mere end en tanke, eller en fantasi til at der kom en rejsning- måske også på upassende tidspunkter.
Ønsker du at øge dit naturlige testosteronniveau er der mange fødevarer der siges at kunne påvirke testosteronet. Jeg har ikke kendskab til videnskabelige undersøgelser der underbygger dette, men på nettet kan man søge sig frem til flere typer af fødevarer som på hver sin måde har indvirkning: Det kan være broccoli, kål, rosenkål, granatæble, røde vindruer, olivenolie, kokosolie, østers, rødt oksekød, torskerogn, æg, fåretestikler m fl.
Desuden kan du naturligt hæve dit testosteronniveau ved at øge din muskelmasse.
12: Cykler du meget?
At cykle er en rigtig god motionsform, men hvis cykler meget, skal du være opmærksom på at din cykelsaddel kan give dig problemer i form af nedsat rejsningsfunktion. Problemet opstår fordi der kommer et øget pres på mellemkødet, altså området mellem pungen og endetarmsåbning. Der løber nogle større nervebaner ved bækkenbunden som har til funktion at sende beskeder fra hjernen til blodkarrene i penis som udvider sig når der opstår seksuel lyst eller der stimuleres fysisk. Er nervebanerne ikke optimalt fungerende, påvirkes rejsningen negativt.
Der findes cykelsadler med hul i midten som reducerer presset og der kan købes flere typer af cykelbukser som har puder der letter belastningen fra området. Spørg i en sportsbutik
13: Generel velvære
En lille sidste ting der kan booste din lyst og din rejsningsfunktion, er din eget subjektive oplevelse af dig selv. Vi præsterer på mange parametre bedre i livet, hvis vi har det godt med os selv i de situationer vi står i, og det gælder absolut også i seksuelle relationer.
Plej dig selv, hav en god hygiejne, smid de hullede underbukser ud og køb dig nogle nye, bestil en tid ved frisøren eller barberen, fokusér på alle dine fordele og hvad du kan bidrage med i relationen- jeg er sikker på at du har en masse godt at byde på!
Jeg håber du kunne bruge nogle af rådene MEN UANSET Er Du meget velkommen til at kontakte mig pr telefon eller mail, hvis du ønsker en gratis, individuel og uforpligtende for-samtale på minimum 30 min. Måske kunne trykbølgebehandling mod rejsningsbesvær være noget for dig? Eller også et rådgivningsforløb enten alene eller med din partner.